Hvorfor tidlig diagnosticering og de rigtige rammer er så vigtige for autistiske mennesker. En voksen autist fortæller sin historie…

Af Ole Anders Rauff


Rules Ruff

Rules Ruff! Fremstønner jeg svedende, hakkende og i en lav pibende tone. En eller anden vikar havde spurgt mig om mit navn; dog er jeg så presset, at jeg ikke engang er i stand til at udtale det ordentligt. Jeg er 14 år. Rundt om mig sidder omkring 20 andre, der griner af min manglende evne til at udtale mit eget navn. De er vistnok mine klassekammerater, men jeg kan slet ikke relatere til dem. Det føles på mange måder som om, de er fra en anden planet, eller også er det bare mig, der er en alien på den forkerte planet? Jeg kan i hvert fald ikke forstå dem. Deres verdner, og de ting de interesserer sig for, giver overhovedet ingen mening for mig.

 

Grundet et angstniveau der sprænger enhver skala, tilbringer jeg gerne frikvarterne krybende langs væggen. Hvis jeg en sjælden gang imellem prøver at komme i kontakt med de andre, er det måske ved hjælp af mærkelige en-stavelses lyde. Det med at kommunikere stille og roligt, pingpong frem og tilbage, som de andre bare gør helt naturligt, uden at skænke det en tanke, er ikke noget, jeg på nogen måde er i stand til. Hvis jeg endelig kommunikerer noget ud til de andre, der er længere end blot et enkelt ord, så er det typisk noget, jeg har hørt i en film, og som ikke sjældent er noget grimt, sårende eller stødende. Det ryger så desværre helt ufrivilligt ud af min mund. Jo mere stresset jeg er, des flere grimme udbrud. Jeg føler mig efterfølgende flov, men jeg har ingen som helst kontrol over disse grimme, verbale udbrud (Tourettes). Ikke sjældent resulterer det i, at de andre børn, som skal lægge øre til disse sårende og stødende ytringer, rotter sig sammen og så kvitterer med et ordentlig lag tæsk.

 

Idrætstimerne er altid de værste. Der skal vi nemlig stå foran hallen og vente på, at vores selvhøjtidelige og militaristiske idrætslærer ankommer. Indtil det sker, er vi uden opsyn. De omkring 20 andre drenge fra både min egen og parallelklassen er udmærket klar over dette, og desværre for mig drager de stor fordel af det. Jeg er desværre sent udviklet – både psykisk og fysisk. Derfor er de andre drenge næsten alle sammen væsentligt større og stærkere end mig. Således, med et snuptag, får de mig let proppet ned i en affaldscontainer med hjul. Med fuld hastighed lader de den køre ned af en bakke med mig indeni. Nok gør det utrolig ondt når den med et ordentligt brag rammer muren, og det er bestemt heller ikke rart bagefter at skulle fjerne en masse ulækre affaldsrester fra tøjet, men så længe jeg er i den container, så slipper jeg i det mindste for den verbale mobning, så det er måske alligevel ikke så slemt med sådan en tur engang i mellem?

 

Når jeg ikke kører ufrivilligt i containervogn, siger mærkelige en-stavelses ord, gemmer mig på toilettet, siger grimme ting fra film, bliver mobbet, eller går i et med tapetet, bliver tiden i skolen gerne udfyldt med et bombardement af tvangstanker, der handler om at skade de andre med spidse genstande eller måske syre fra fysik og kemilokalet (OCD).

 

På trods af gode evner er mit faglige niveau meget lavt. I alle timerne er jeg praktisk talt fuldstændig fraværende. Jeg har simpelthen lukket mig selv hermetisk inde i en bobleverden. Denne boble gør bestemt ikke mit forhold til lærerne bedre. Faktisk kan de ligesom eleverne ikke lide mig. Nogle af lærerne er ekstra trætte af mig og hader mig givetvis. Det antager jeg, fordi de kan finde på at håne, sparke eller slå mig. Det er heldigvis ret sjældent, de gør det – altså slår og sparker. Nok fordi de på seminariet trods alt har lært, at det ikke er tilladt at bruge vold mod elever. Til gengæld har de på det famøse lærerseminarium i pædagogiktimerne måske lært, at hvis man har en elev, der ikke makker ret, eventuelt en udiagnosticeret autist, så er hån, fornedrelse og latterliggørelse et glimrende pædagogisk værktøj, som de også velvilligt benytter sig af. Lærerne slipper afsted med at gøre disse ting imod mig, fordi de ved, at jeg ikke siger det videre.

 

En eneste gang i min folkeskoletid under en forældresamtale fortalte jeg, at jeg blev mobbet. Det blev dagen efter af min dansklærer (som hadede mig indædt) brugt imod mig så voldsomt og udspekuleret, at jeg resten af min skoletid formentligt mistede enhver tro på, at nogen ville hjælpe. Resten af tiden holdt jeg i hvert fald min mund lukket og gik med de mange voldsomme oplevelser selv.

 

Nogle gange er mobningen i frikvarterne så intens, at jeg i stedet for at gå tilbage ind i klassen tilbringer noget af timen grædende på toilettet. Når jeg så midt i timen kommer tilbage, bryder helvede gerne løs. I stedet for at trække mig til side, evt. udenfor klasselokalet, og stille og roligt spørge mig om, hvorfor jeg ikke kom til undervisning, da timen startede, bliver jeg i stedet skældt huden fuld foran alle de andre. Når dette står på, hvor læreren råber ad mig, sidder de andre gerne og godter sig, mens de fniser højlydt. Det virker som om, de er tilfredse med, at det er lykkedes dem at drive mobningen til et endnu højere niveau.

 

Som tiden går, bevæger jeg mig efterhånden rundt som et regulært nervevrag. Der er desværre ingen støtte at hente nogen steder, hverken fra myndighedspersoner eller derhjemme. Jeg forstår intet af det, der sker omkring mig. Jeg kan bare mærke, at jeg har det utrolig dårligt indvendigt, men jeg må bare bide det i mig og søge tilflugt i mine særinteresser.

 

Jeg hedder faktisk Ole Rauff

Hej! Jeg hedder Ole Rauff og ikke Rules Ruff. Jeg blev deværre først diagnosticeret i 2012, og jeg er født i 1978. Det er selvfølgelig al for lang tid at gå rundt uden en manual til en hjerne, der i den grad skiller sig ud fra de andres. Ovenstående beretning fra min skoletid er mere eller mindre sådan, som jeg havde det i 7., 8. og 9. klasse, da det var værst. Kort sagt rendte jeg rundt i en almindelig folkeskole, uden at vide at jeg var autist med Tourettes Syndrom og OCD som følgelidelser.

 

Nogle bytter deres nyre for en IPad Pro. Jeg vil hellere bytte den for en tidlig diagnose!

Jeg plejer gerne at sige, at jeg ville give min højre nyre og hele min børneopsparing på omkring 200.000 kr., hvis jeg kunne være blevet diagnosticeret som 7-årig og efterfølgende havde fået den rigtige støtte og blevet placeret i de rigtige rammer. Det kunne sikkert have sparet mig for et par tusinde nederlag, og så kunne jeg formentlig også have undgået at udvikle OCD, som på alle leder og kanter er en gigantisk klods om benet. Den har i modsætning til autismen intet positivt at bidrage med.

 

Desværre er jeg fra en tid, hvor de normalt og højtbegavede autister, pga. mangel på viden, ikke blev ”fanget i nettet”, og derfor blot blev placeret i den almindelige folkeskole, hvor der bestemt ingen kære mor var!

 

Et efterskoleophold må helt sikkert være det, der skal til for at få styr på ham Ole!

Efterhånden som 10. klasse nærmede sig sin afslutning, var det vist gået op for de fleste, at jeg ikke ligefrem befandt mig i en positiv udvikling. Gode dyr var rådne. Hvad skulle der gøres med ham Ole? ”Kloge hoveder” gik i tænkeboks. Hmm… Hvorfor ikke sende ham på efterskole?! Glimrende ide! Således, og ud fra den tankegang om at en efterskole ville kunne rette op på mig og lære mig at være pro fremfor nærmest antisocial, startede jeg i 11. klasse på en efterskole.

 

At blive smidt hjem med bulder og brag i stedet for at blive socialiseret

I stedet for at blive rettet op og lære sociale færdigheder blev jeg efter ca. 1 måned smidt hjem på røv og albuer i en uge pga. meget dårlig opførsel. Jeg havde muligvis en vag idé om, at jeg havde foretaget nogle uhensigtsmæssige ting. Jeg vidste også godt, at nogle af de andre elever havde klaget over mig. Jeg forstod dog aldrig helt præcist, hvorfor jeg var blevet sendt hjem. Jeg kunne dog ud fra min families reaktion forstå, at sagen var alvorlig. Eftersom jeg jo ikke var reel antisocial, men derimod blot komplet forvirret i forhold til det at skulle interagere med andre mennesker, havde jeg en veludviklet samvittighed og var også i stand til at føle skam. Derfor tænker jeg, at jeg grundet skam, fortvivlelse og dårlig samvittighed, udviklede en form for overlevelsesmekanisme. Jeg forstod jo ikke, hvad de voksne forventede af mig i forhold til det sociale. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der var rigtig og forkert opførsel. Overlevelsesmekanismen resten af efterskoleopholdet gik derfor ud på at trække mig helt ind i mig selv og nærmest holde min mund helt lukket. På den måde var jeg på den sikre side i forhold til ikke at komme i problemer igen og i værste fald blive sendt hjem permanent. Da efterskoleopholdet var overstået, var jeg endnu mere forvirret end før, og mit angstniveau havde efterhånden nået et rekordniveau.

 

Hvordan kan man være dygtig til noget, når man konstant har fået at vide, at man er dum som en dør?

Jeg havde jo faktisk i hele min folkeskoletid troet, at jeg var dum og uduelig til alt. For det havde lærere og elever været ganske flittige til kontinuerligt at fortælle mig. Paradoksalt nok opdagede jeg som 17-årig ved et tilfælde, at jeg faktisk var dygtig til sprog og således åbenbart ikke totalt dum.

 

Det skete på følgende måde: For at gøre de voksne tilfredse og følge den slagne vej, accepterede jeg efter efterskolen at begynde på handelsskolen (HG). Jeg valgte den uddannelse, fordi jeg havde hørt, at niveauet var lavt. Handelsskolen var et underligt sted. Jeg kunne overhovedet ikke se meningen med de fag, vi skulle have. Der var blandt andet noget, der hed salg og service og et fag som erhvervsøkonomi. Ufattelig abstrakte fag som jeg slet ikke forstod formålet med. Det eneste lyspunkt var, at min sidekammerat kedede sig lige så meget om mig. En anden god ting var, at han var fra Iran. Således for sjov og fordi vi var ved at gå til af kedsomhed, begyndte han at lære mig ord på persisk (mest bandeord og vulgære udtryk). Helt overraskende for os begge var jeg i stand til at huske ordene med det samme, og min udtale var fuldstændig så perfekt, den kunne være. Før jeg havde nået at se mig om, havde jeg på rekordtid lært en 150-200 ord på persisk, og havde forbløffet adskillige iranere. Altså på en helt uventet måde opdagede jeg, at jeg faktisk var dygtig til noget fagligt – sprog. På trods af stærke kræfter, der ihærdigt igennem mange år, havde fået mig overbevist om det modsatte.

 

Som læseren sikkert har bemærket, var min tid i folkeskolen såvel som på efterskolen ganske modbydelige. Faktisk var den som en lang ond drøm, der bare hele tiden stille og roligt blev værre og værre. Tiden på HG var også dybt underlig. Jeg holdt mig mest for mig selv. Efterskolen havde jo sørget for, at mit angstniveau nu nåede tidligere uopnåelige højder, hvilket lagde en naturlig dæmper på min kontakt til andre. Selvfølgelig kom jeg jævnligt i karambolage med de andre. For de sociale koder fattede jeg ikke en brik af. Touretten gjorde også sit for at få mig til at fremstå i et negativt lys. Mobning som i folkeskolen var jeg heldigvis skånet for, men mange af mine klassekammerater fik da indimellem meldt klart ud, hvor dum og uduelig de synes jeg var. Men det var jeg jo sådan set vant til at høre, så efterhånden havde jeg nok udviklet en form for immunitet mod sådanne udbrud.

 

En ond drøm der udvikler sig til et helvede

Hele denne lange onde drøm, blev desværre afløst af noget endnu værre. Så glem alt om, at jeg efter den omgang kunne begynde at slikke mine sår og få det bedre. Tværtimod skulle jeg nu ind i en fase i mit liv, hvor jeg for alvor skulle opleve, hvad det ville sige at være upopulær. Jeg skulle desuden lære på den allermest hårde måde, hvad jungleloven går ud på. Jeg skulle også opleve, hvad det vil sige at blive kørt psykisk helt ned på en organiseret og systematisk måde, hvor penge til sidst indgik som bonus til dem, der var ekstra dygtig til at køre mig ned.

 

Sagen var den, at jeg som 18-årig havde været så dum at melde mig frivilligt til kamptropperne og efterfølgende sige ja til et halvt år i Bosnien som NATO-soldat. Jeg var i bund og grund en ret dårlig soldat og dybt elendig til at samarbejde med de andre. Det var derfor et rent held, at jeg fik lov til at komme med sydpå. Det var udelukkende fordi, de dengang i 1999 i modsætning til de seneste 10-15 år manglede soldater, der var klar til at tage på NATO mission. I de rammer som var så destruktive og anti-autistiske, som de næsten kunne være, væltede hele læsset med et ordentligt brag, og jeg udviklede en depression.

 

Depressionen var så slem, at jeg var tæt på at tage livet af mig selv. I denne forbindelse kan jeg således give et godt råd videre til dem af jer, der planlægger en evt. depression. Sørg for at I ikke udvikler og timer den til et tidspunkt i jeres liv, hvor I render rundt tungt bevæbnet med skarpe patroner og tilbringer mange timer alene i et vagttårn, hvor de mørke tanker har det alt for let. Pludselig sidder I altså med den automatiske riffel pegende i den gale retning og mærker den kolde geværmunding på jeres pande, mens jeres finger er knuget om aftrækkeren. Jeres tanker kredser skiftevis om, hvor sindssygt forfærdeligt I har det, og om I nu har husket at indstille riflen til automatisk ild, så den når at spytte minimum en 2-3 projektiler ud, så I på den måde kan være sikre på, at arbejdet bliver gjort ordentligt.

 

Jeg overlevede mirakuløst min tur i Bosnien. Jeg fik dog stadig ingen hjælp, og en diagnosticering som autist lå 13 år længere ude i fremtiden. Selvom jeg efter turen i militæret i et psykisk henseende var mere end totalt vingeskudt og lå totalt underdrejet, så var der (rigtige) stemmer omkring mig (jeg havde rigeligt med lidelser og forstyrrelser i mit hoved, men psykoser var ikke en af dem), der pressede på for, at jeg skulle tage en uddannelse ligesom alle andre (Jeg bestod ikke HG).

 

Det lykkedes mig, på forunderligvis uden at åbne nogle af de udleverede bøger derhjemme, at bestå en HF med dog et ret lavt gennemsnit. Først efter at jeg er blevet diagnosticeret, har jeg forstået meningen med lektier. Det var der ingen dengang, der havde forklaret mig, så jeg rent faktisk forstod det, så hvorfor lave dem? I øvrigt hørte jeg heller ikke rigtigt efter, når læreren eller andre snakkede, for jeg sad jo det meste af tiden i min egen bobleverden og var et helt andet sted mentalt.

 

Særinteressen kan redde liv

Som 17-årig havde jeg som sagt opdaget, at jeg ikke var dum og uduelig til alt. Jeg havde opdaget, at jeg faktisk var rigtig dygtig til sprog. Det var således også sprog, der var årsagen til, at jeg i Bosnien, mens jeg sad i vagttårnet helt alene, undlod at presse aftrækkeren helt ind, og dermed efterlade et værre blodigt svineri, til den der skulle afløse mig. Det, at jeg tilsyneladende var dygtig til sprog, gjorde, at jeg i Bosnien hurtigt lærte en masse ord og sætninger, og derfor kunne assistere i forhold til tolkning – dansk/serbisk. I et land hvor lokalbefolkningen ikke rigtig kunne tale engelsk, var det at kunne bare lidt serbisk en meget værdifuld gave. Denne sprogkompetence kompenserede til en vis grad for mine elendige samarbejdsevner og social skills samt knap så gode soldaterfærdigheder. Det var helt klart, at sprog var blevet min særinteresse og samtidig min redningsmand. Hvis ikke jeg havde haft den følelse af, at jeg kunne noget, de andre ikke kunne – ja, så havde jeg nok ikke siddet her i dag og skrevet denne beretning. NB! Hvis I oplever, at nogen ikke helt forstår, hvor vigtig en særinteresse er for en Asperger, så vis dem denne historie.

 

At forsøge at studere på universitetet

Efter HF begyndte jeg på universitetet. Sprog gav mening i mit liv. Derfor valgte jeg selvfølgelig at studere det. Jeg startede således med at studere slaviske sprog på Århus Universitet. Det gik temmelig meget op i hat og briller. Jeg fik som sædvanligt ikke lavet lektier, fordi jeg ikke forstod konceptet. Jeg var i øvrigt heller ikke i stand til at sidde ned og koncentrere mig, da mit hoved var fuldstændigt proppet med triste tanker såvel som tvangstanker, og generelt var mit selvværd bare helt i bund. Desuden var jeg ikke i stand til at organisere mit liv. Det, at bo alene og selv skulle handle ind, finde den rigtige bus, og lave mad, var rigeligt udfordrende for mig. Det var selvfølgelig dømt til at gå galt som så meget andet i mit liv. Resultat blev, at jeg med tiden kom alt for langt bagud med eksaminer, og så blev min SU jo sat på pause. Det medførte, at jeg var nødt til at arbejde ufaglært i et supermarked. For penge skulle der jo til. Jeg brugte således 8 år på at tage en bachelorgrad, der var normeret til 4 år. Den dag i dag fatter jeg stadig ikke helt. hvordan det lykkedes mig at gennemføre den uddannelse. Forklaringen må være, at uanset hvor kaotisk mit liv var dengang, så har jeg altid været lige så stædig som 50 æsler, hvilket både er en styrke, men også noget der i utallige tilfælde har drevet mine nærmeste til vanviddets rand.

 

Mærkelig, underlig, en original, dårlig opdraget, ingen situationsfornemmelse, dårlige og slappe forældre, dum, uduelig, svag osv.

Inden jeg fik min autisme-diagnose i 2012 plus Tourettes og OCD (de to havde jeg ikke havde set komme), havde jeg inden da af både voksne og børn modtaget adskillige alternative betegnelser og ”diagnoser”. Jeg blev kaldt alt muligt negativt, og jo mere jeg misforstod de sociale spilleregler, des værre blev de ord, der blev slynget imod mig. Aldrig på noget tidspunkt blev der tænkt i baner, som at det kunne være en psykisk lidelse jeg havde eller en udviklingsforstyrrelse. Næh… det var altid miljøet, der var årsag til min totale mangel på situationsfornemmelse. Typisk når de voksne blev tilpas trætte af mig, så blev det forklaret med, at jeg havde haft en dårlig barndom – en fraværende far og mor etc.

 

At skulle være far i en alt for ung alder, men som samtidig var en redning i forhold til at finde ud af, hvad der var galt med en selv

Da jeg var 21 år, skulle jeg pludselig være far. Det var jeg jo på ingen måde klar til, og jeg havde heller ikke selv valgt det. Det er dog et drama for sig selv, som vi ikke her skal gå i dybden med. Med tiden lærte jeg dog at passe min søn fint, når jeg havde ham hver 3. weekend, og samarbejdet med hans mor var også ok.

 

Som tiden gik, skulle han selvfølgelig som alle andre børn i skole. Der havde han det bestemt ikke let. Til sidst i 3. klasse var han blevet så udadreagerende og hans stressniveau så højt, at han blev taget ud af skolen (skolevægring). Til hans held og i modsætning til hans far er han fra en tid, hvor der er viden og fokus på, at autister også kan være normalt eller højtbegavet. Han blev således takket være denne viden som ca. 10-årig diagnosticeret med Aspergers Syndrom. Selvfølgelig skulle han først lige ud på en stor omvej og fejldiagnosticeres med ADHD, så han kunne blive i det normale skoletilbud så længe som muligt (billigste løsning for kommunen). Processen, indtil den rigtige diagnose faldt på plads, tog derfor alt for lang tid (Jeg tænker, at kommunen havde opbrugt deres kvote eller klippekort i forhold til autismediagnoser, som jo var adgangsbillet til specialtilbud, og derfor skulle han lige i omkring 1 år rende rundt med en forkert ADHD-diagnose). Dette er dog blot spekulationer, og nu skal jeg nok skrue lidt ned for polemikken.

 

Hvad er Asperger for noget?

Asperger var noget, jeg aldrig havde læst eller hørt om før. Den eneste viden, jeg havde om autisme, indtil ordet blev brugt i forbindelse med min søn, var fra filmen, Rainman og så dokumentaren om Valo-manden. Personer, som jeg selvfølgelig ikke på noget tidspunkt kunne se, havde noget med mig selv at gøre.

 

At bryde grædende sammen

Jeg har altid læst meget. Faktisk har jeg læst rigtig meget om lige præcis psykologi og personlig udvikling, siden jeg som 17-årig begyndte at købe den slags bøger. Jeg læste den slags litteratur i et håb om at forstå, hvorfor jeg var så meget anderledes end de andre. Men der skulle altså gå mange år, før jeg endelig fandt de rigtige bøger og artikler, som beskrev de problematikker, jeg havde. Det skete således først i 2011 grundet min søn. Motivationen var, at jeg ville søge viden om denne nye “ADHD-/Asperger-halløj” på nettet. Så jeg bedre ville være i stand til at hjælpe ham med hans nye diagnose. Jeg foretog aften efter aften Google søgninger og læste, hvad jeg kunne. Først og fremmest om ADHD, fordi det jo var den diagnose, han indledningsvist havde fået. Særligt i forhold til ADD kunne jeg se ligheder i forhold til mit eget liv. Helt sindssygt og vildt blev det dog først, da jeg begyndte at læse om Aspergers Syndrom. Jeg var målløs og helt som i en anden verden. I timevis sad jeg helt stille med tabt underkæbe og bare læste og læste. Det var jo mit liv og alle mine problematikker, der igen og igen blev beskrevet der på skærmen! Efter at have læst og læst om andre autisters beretninger, brød jeg helt sammen. Jeg var helt grædefærdig. Endelig havde jeg fundet de svar, jeg i så mange år havde ledt efter. Endelig havde jeg fået en forklaring på, hvorfor mit liv havde været en komplet katastrofe. Jeg var ikke i tvivl. Jeg var også autist. Der skulle dog gå omkring 1 år, før jeg kunne komme til psykiater og få en officiel diagnose.

 

At genopbygge sig selv

Da jeg i 2012 fik min diagnose, fik jeg jo faktisk udleveret en længe ventet ”manual” til min hjerne. Jeg læste i den periode selvfølgelig stadig alt, hvad jeg kunne finde på nettet om autisme og blev langsomt klogere og klogere på emnet.

 

Som årene er gået, har jeg udviklet mig rigtig meget. Jeg er blevet stærkere mentalt. Jeg har fået mit angstniveau ned. Jeg har udviklet mange strategier. Ja, jeg er faktisk nærmest blevet ekspert i at passe på mig selv, så mit stressniveau bliver holdt på et håndterbart niveau. Jeg sørger for at planlægge mit liv grundigt, så jeg ikke presser mig selv. Kort sagt har jeg fået det utrolig meget bedre.

 

De sidste par år har jeg opnået så meget viden om autisme, at jeg har startet et firma op som konsulent. Det er en bibeskæftigelse, jeg har, og som supplerer de par timer om ugen, jeg underviser i sprog som fleksjobber. I mit firma rådgiver jeg primært i forhold til autisme i parforholdet. Sekundært om psykopati og narcissisme. Jeg holder dog også foredrag både om autisme såvel som om psykopati og narcissisme. Nu har vi så også fået løftet sløret for alle mine særinteresser, som sjovt nok er psykiatri, psykologi og sprog. Det er altid det bedste, hvis man som autist kan få lov til at arbejde med sine særinteresser. Det kan føre meget vidt. Bare tænk på Temple Grandin. I øvrigt som bonusinfo har jeg igennem de sidste 5 år opbygget en YouTube-kanal ( https://www.youtube.com/c/OleAndersRauff/videos ), hvor jeg har lavet over 800 sprogvideoer på over 8 forskellige sprog. Det på trods af. at jeg i folkeskolen blev vurderet til at være uduelig til sprog.

 

At gøre samfundet mere autismevenligt

Når man læser om autisme hos børn, er det svært ikke at falde over artikler, der handler om skolevægring. Faktisk er 1/3 af alle børn med autisme ikke i skole.

 

Det er de ikke, fordi vi blandt andet har et begreb, der hedder “inklusion”. Det går ud på, at de arme autistiske børn så vidt muligt skal mases ned i en almindelig folkeskoleklasse, som de fleste af dem ikke kan klare at være i. Som tiden går, mens de sidder og ikke kan honorere de sociale krav, og udover det kæmper med sensoriske udfordringer, såvel som nedsatte eksekutive funktioner og alle mulige andre autistiske udfordringer, opbygger de helt unødvendige psykiske følgelidelser som fx OCD, spiseforstyrrelser, angst etc.

 

Det var ganske katastrofalt, at jeg og andre med autisme i ’80-erne befandt os i en almindelig folkeskoleklasse, der langsomt ødelagde os. Men! Grundet manglende viden vidste man dengang ikke bedre. Det totalt besynderlige og helt og aldeles uforståelige er, at vi nu befinder os i 2020, og alle kan ved hjælp af ganske få museklik finde enorme mængder af viden og forskning om autisme hos børn. Ikke overraskende kan man læse sig frem til, at det kun er de færreste børn med autisme, der kan klare det at være i en almindelig folkeskoleklasse. Når nu denne veldokumenterede viden er så lettilgængelig, som den er, så er det ikke bare katastrofalt, men også dybt rystende og en kæmpe skandale, at vi har autistiske børn, der stadig ikke får det rigtige skoletilbud, men i stedet bliver proppet ned i rammer, som så påfører dem psykiske lidelser oven i deres autismediagnose. De bliver med andre ord presset, indtil de ikke kan mere. Udvikler skolevægring og er nødt til at blive hjemme. Forældrene risikerer endda ovenikøbet at blive udskammet og skulle kæmpe mod et system, der nogle gange ikke forstår, at man ikke bare kan uddele det ene slag efter det andet under bæltestedet.

 

Mit spørgsmål til dem her i landet, der har muligheden og magten til at ændre på en politik, der helt indlysende, er dybt kontraproduktiv. Det er følgende: Er det ikke bedre særligt i forhold til beskæftigelse, at autistiske mennesker fra starten af bliver placeret i nogle rammer, de kan overskue og magte, fremfor med vold og magt at proppe dem ned i nogle rammer og dertilhørende overkravssituationer, der blot påfører dem yderligere diagnoser, og som ikke sjældent blot er den sikre vej til tidlig førtidspension ?!?

 

Tak fordi I læste min historie!

Jeg holder gerne foredrag om autisme og vil gladeligt komme og tale. Bare kontakt mig.

https://olearauff.wblog.dk/jeg-tilbyder/

Autisme-kanalen YouTube

 

Mvh. Ole Anders Rauff

  1. Tak for at dele din historie, Ole 🙂

    Det er ikke helt ualmindeligt at vokse op og føle sig som en alien på en fremmed planet.

    Desværre må mange af os lære tingene på den hårde måde i et samfund designet til flertallet. Men vi må håbe på bedre tider!

    • Tak for det Jimmi. Ja, jeg synes nærmest jeg er blevet ekspert i at lære tingene på den hårde måde.
      Jeg vil sige at det at jeg kan holde foredrag og hjælpe andre er en del af min healing, for så giver det bedre mening for mig hvorfor jeg hver dag skulle igennem en “kødhakker”.

  2. 1000tak for at dele din historie. Det er et kæmpe under at du har overlevet så godt som du har. Måske har min EMDR (traume) psykolog ret når hun siger at det der har været MIN redning i mit meget traumatiske liv (Læs Den Blå Hest + efterfølger hvis du blev nysgerrig. Smiler) er at jeg, ligesom dig, har en kombination af primær Aspergers og sekundær ADhD. At nøjagtig den kombination har givet mig evnen til: nok indsigt til værdifuld reflektion over det skete, lynhurtigt ligge en ny plan når (hvis) den første væltede, trække en streg i sandet og komme fremad uden at se mig tilbage. Jeg blev diagnosticeret som 43årig ved et rent tilfælde, men dog efter massivt sammenbrud som 41årig = udbrændthed = førtidspension som 44årig. Nåede inden da at tage 3 uddannelser, have mange og høje stillinger, få 2 piger, have mand-hus-hund osv osv….. Men det er ikke min historie du skal høre her, smiler… nej det er det at det MULIGVIS er din kombination af diagnoser der har reddet dig igennem det helvede du har haft som liv førhen du skal høre i dette, og DET er det fantastiske i det hele. Ønsker dig alt det bedste fremover nu hvor du endelig har fundet din rette plads i livet. For du HAR en plads og HAR ret til den. Det har alle. Mvh Susanne

  3. Mange tak for det 🙂
    Jeg hører om flere og flere der ligesom dig med autisme, der har fuld gang i karrieren mand, job og børn, og så ryger på førtidspension i 40-erne grundet belastningsreaktion. Jeg kan genkende det fra mig selv. I den forstand at jeg ikke kan klare at arbejde så meget som jeg gerne vil. Jeg er fleksjobber og en af grundene til det er at jeg bruger meget energi på at opretholde nuværende funktionsniveau, så hvis jeg skulle arbejde bare 20 timer om ugen som jeg inderst gerne ville, så vil jeg falde i funktionsniveau. Lige nu har jeg 2 timer om ugen, det kan jeg sagtens, ideelt set vil jeg gerne have omkring 10, men det er svært for tiden at finde noget, så jeg venter.
    Men ja, du har ret, jeg har også hørt fra andre at det er et under at jeg har overlevet så godt som jeg har.

Leave a Reply to Karl Cancel Reply

Din email-adresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *. For at undgå spam mv. skal alle kommentarer godkendes før, at de offentliggøres her på siden. Kommentarer fra falske email-adresser bliver ikke godkendt.