Jeg føler, at jeg er en heldig kartoffel. Jeg står et sted i livet, hvor jeg udmærket forstår, hvad der normalt menes med udsagnet: ”Han er en heldig kartoffel”. For de, som ikke skulle have nået denne indsigt, kan jeg fortælle, at man med vendingen: ”En heldig kartoffel”, refererer til en person, som er heldig eller lykkelig. Man kan også tale om en ”lykkens pamfilius”, men nu bevæger vi os vist ud på et overdrev.

 

Når jeg anser mig selv for at være heldig, hænger det sammen med, at jeg trods min Asperger-diagnose har haft og har et liv, som jeg er ganske tilfreds med. Ja, undskyld, det har mange andre med diagnosen vel også, men det er jo altså ikke vanskeligt at finde selvbiografier, som beskriver lidet misundelsesværdige skæbner blandt diagnosticerede.

 

Jeg fik min diagnose, da jeg var 59 år gammel. I dag er jeg 60, og 60 er i øvrigt summen af fire på hinanden følgende primtal; nemlig 11 + 13 + 17 + 19, men det lader vi lige ligge for en stund.

 

Som så mange andre med diagnosen har jeg, så længe jeg kan huske tilbage, følt, at jeg var anderledes (og lad mig lige præcisere, at det føler jeg stadig). Min far var ganske belæst og var tilsyneladende af den opfattelse, at det kun kunne gå for langsomt med at give sine børn indblik i videnskabernes forunderlige verden. I børnehaven fnisede jeg, når andre børn for eksempel spurgte en pædagog (en børnehavefrøken hed det vist dengang), om ikke det var rigtigt, at der fandtes flere hundrede stjerner? Hi hi. Jeg himlede med øjnene. ”Der er da flere milliarder stjerner, og de er i øvrigt klumpet sammen i galakser, og forresten lyser månen slet ikke af sig selv, for det er nemlig solens lys, som den bare sender ned til os på jorden, og solen er da bare en stjerne, og når den ser så stor ud, er det jo bare fordi, den er meget tættere på jorden end de andre stjerner, og lyset er 8 minutter om at rejse fra solen til jorden, og…”. Mine tilhørere kunne muligvis blive lidt trætte, når jeg først kom rigtigt i gang, men det ænsede jeg ikke (jeg skulle hilse fra min kone og sige, at det gør jeg sådan set stadig ikke).

 

Jeg ænsede til gengæld, at jeg på mange måder ikke var som andre børn. Jeg husker en børnefødselsdag, jeg var inviteret til, hvor fødselarens mor tilbød mig marengs. Jeg afslog det med et ”Nej, jeg kan ikke fordrage marengs”. Dette var sandt, og for at understrege alvoren lavede jeg en grimasse, som imiterede brækfornemmelser. Man skal sige sandheden, havde jeg lært, og i øvrigt havde jeg altid fundet det indlysende, at det er det, man skal. Faktisk har jeg den dag i dag svært ved at se formålet med at lyve. Den pågældende mor blev så ked af, at jeg så uforbeholdent tilkendegav min mening om marengs, at hun kontaktede mine forældre. De fortalte mig, at man ikke må sige til en værtinde, at man ikke kan fordrage det, hun serverer for en. ”Hvorfor?” ”Fordi, hun bliver ked af det, Peter”. Jeg forstod det ikke. Det var da mig, som fik serveret noget, jeg ikke kunne fordrage, og så var det hende, som skulle være ked af det, fordi jeg talte sandt?

 

I skolen gik det rent fagligt fint i de første år. Jeg knækkede hurtigt koden for så vidt angår læsning, og jeg var imponeret over systemet. Her havde jeg i børnehaveårene altid troet, at når man skulle lære at læse, skulle man lære en masse bogstavkombinationer udenad. Den eneste bogstavkombination, jeg kendte, da jeg startede i skolen, var den, som formede mit navn: Peter. Det forekom ret uoverskueligt, at jeg nu skulle lære bogstavkombinationerne for alle andre danske ord udenad, men tænk bare: Hvert bogstav har en lyd, og så sætter man bare disse lyde sammen til et ord. For pokker, hvor var det smart! Og nemt! De andre fag viste sig også at være lige til at gå til, og inden længe var mit kælenavn hos klasselæreren ”Fessor”. At jeg formulerede mig i gammelkloge vendinger bidrog kun til min aura af vidunderbarn.

 

Fra fjerde klasse begyndte det at vende. Der var for mange gentagelser og dermed for mange lektier. I regning (det hed ikke matematik dengang) kunne jeg ikke forstå, at jeg skulle demonstrere min kunnen igen og igen. Når jeg én gang havde vist, at jeg beherskede algoritmen, hvormed man med papir og blyant kan multiplicere flercifrede tal, måtte det vel være det? Men nej. Foran mig lå to sider mere med den samme slags regnestykker. Det var uoverskueligt, og jeg mistede interessen. I dansk blev jeg hæmmet af de såkaldte fristile. Man fik altid serveret et emne, man skulle skrive om. Hvordan kunne det være fristil? Hvis det var så pokkers frit, hvorfor måtte jeg så ikke skrive om det, jeg havde lyst til at skrive om? Skriv om din sommerferie. Bvadr! Hvorfor skulle jeg skrive om sommerferier, når jeg kunne skrive om rumskibe?

 

I kristendomskundskab (ja – det hed det) var der en episode, hvor jeg blev voldsomt irriteret på en lærer, som ville have mig til at forklare, hvad ordsproget ”En fugl i hånden er bedre end ti på taget” mon kunne betyde? Jamen altså, det betyder naturligvis, at det er bedre at have en fugl i hånden end at have ti fugle på taget! Det svar var læreren ikke tilfreds med, og jeg blev sur. Var han dum eller hvad? Hvordan skulle det kunne forstås anderledes? Jeg har dog sidenhen fået et mere nuanceret forhold til bemeldte ordsprog.

 

Socialt begyndte det at gå skævt, og det er måske overraskende, at dette samtidig foranlediger de første overvejelser om, at jeg betragter mig selv som en heldig kartoffel. Sagen er, at jeg aldrig har haft det svært med at være anderledes. Eller jo! Der har da været situationer, hvor det har været ubehageligt, men sådan helt overordnet har jeg egentlig bare fundet det interessant, at jeg tilsyneladende oplever verden på en anden måde end de fleste andre.

 

Og så har jeg altså generelt haft det med at være heldig i helt bogstavelig forstand. Mit første store held bestod i, at jeg i barndommens gade, som var et lille parcelhuskvarter på Amager, blev anerkendt af en gruppe børn, som alle var et par år ældre end mig. Der er ingen tvivl om, at de fandt mig morsom, og at de i mig havde en lille trold, som de kunne lave løjer med. For eksempel løb de baglæns, når vi legede fangeleg, og alligevel kunne jeg ikke fange dem. Men der var tale om en god handel. Jeg var ligesom gruppens maskot, og skulle det ske, at store drenge udenfor gruppen antastede mig, lagde mine fæller straks en beskyttende arm omkring mig: ”I rører ham ikke! Han er vores lille ven!”. Til gengæld måtte jeg så finde mig i, at mine beskyttere afreagerede på mig en gang imellem, men jeg vil ikke sige, at der var tale om mobning. Jeg vil snarere kalde det godmodigt drilleri.

 

Anden gang, jeg føler, jeg har været heldig, var da jeg blev gammel nok til at eksperimentere med stoffer. Som det yngste medlem af ”banden” kom jeg vel lidt tidligt i gang med såvel det som diverse andre ”voksenting”. En dag jeg i en alder af 12 år fik besøg af gutterne, spurgte jeg som sædvanlig: ”Hvad skal vi lege?” Reaktionen var overraskende: ”Hør ham lige! Næh Peter, vi skal ikke lege. Vi skal ryge smøger!” Jeg forstod, at barndommen var forbi. I løbet af kort tid var smøger ikke det eneste, jeg havde lært at ryge. Og det udviklede sig for mit vedkommende. Hvor mine ældre kammerater trak grænsen ved hash, havde jeg mod på at udvide repertoiret. Jeg skal ikke komme yderligere ind på min karriere som stofmisbruger her. Når jeg tager det med, er det blot for at underbygge fortællingen om, jeg har haft heldet med mig. Det kunne være gået galt – rigtigt galt. Ok – det gik sådan set galt, men det gik ikke mere galt, end at jeg nåede at afbryde eksperimentet i tide. Da jeg begyndte at få nogle meget kraftige angstanfald i forbindelse med mit misbrug, stoppede jeg simpelthen. Jeg så ingen grund til at fortsætte med noget, som ikke var sjovt længere.

 

Mit tredje store held består i, at jeg som voksen kom i arbejde. Min uddannelse består i, at det er lykkedes mig at bestå kurser ved Københavns Universitet i matematik og datalogi svarende til næsten bachelor (det tog syv år!). Jeg fik en udskrift af mine beståede kurser, men en ikke-færdiggjort uddannelse er altså ikke det bedste papir at skulle søge arbejde på. Ansøgning nummer 40 (jo – jeg talte dem) gav resultat. Jeg blev ansat som edb-medarbejder i Undervisningsministeriets gymnasieafdeling. Og hvori består så mit held? Var det ikke bare den bedste ansøger, som fik jobbet? Ikke helt. Jeg har senere fået at vide, at en anden ansøger blev foretrukket frem for mig, men på grund af en misforståelse kunne han ikke starte i stillingen på det tidspunkt, Undervisningsministeriet ønskede. Jeg blev ansat i stedet, men var altså ikke det første valg. Med præcis den ansættelse fik jeg bidt mig fast i arbejdsmarkedet. Ingen gider se ens eksamenspapirer, når man først har erfaring og anbefalinger. I dag er jeg ansat som systemudvikler i den private sektor, hvor lønnen er noget bedre for nu at sige det diplomatisk. Det kan godt gyse lidt i mig at tænke på, hvordan det var gået mig, hvis jeg ikke havde fået stillingen i Undervisningsministeriet.

 

Og så har det været mit held, at det mine særheder til trods tilsyneladende er lykkedes mig at begå mig hos det modsatte køn. Jeg er gift for tredje gang og er således tydeligvis i stand til at indgå i ægteskabelige relationer. På den anden side har forløbet vist mig, at jeg også er i stand til både at forlade og blive forladt. Fem børn er det blevet til. Tre i første, to i andet og nul i tredje ægteskab (og nej – der kommer ikke flere).

 

I løbet af første ægteskab blev jeg af konen opfordret til at blive udredt. Men jeg på min side syntes absolut, at hvis nogen skulle have undersøgt hovedet, måtte det da være hende, så jeg kunne ikke rigtigt tage hende alvorligt.

 

Så kom andet ægteskab, og guess what: Efter nogle år begyndte også anden kone at antyde, at jeg måske ikke er, som folk er flest, og måske burde få en udredning. Det gav stof til eftertanke. Jeg vendte blikket indad og kunne pludselig komme i tanke om hændelser i mit liv, hvor jeg på en eller anden måde ”ramte ved siden af”. Som nævnt har jeg hele tiden vidst, at jeg var anderledes, men det havde aldrig strejfet mig, at der skulle være tale om en tilstand, som kunne diagnosticeres. Det normale har jo vide rammer – ikke sandt? Jeg fik dog ikke taget mig sammen til at få en udredning – måske fordi konen på et tidspunkt havde udtalt, at hun ikke var sikker på, at hun orkede at leve sammen med en empatiforstyrret mand. Og jeg ville altså gerne fortsætte med at leve sammen med hende, så hvorfor skulle jeg løbe risikoen?

 

Tredje ægteskab: You guessed it! Kone nummer tre begyndte efter nogle års ægteskab at brokke sig over mine manglende evner udi tankelæsningens ædle kunst. Jeg vil ellers mene, at mange ægteskaber har problemer i den retning. Men jeg skulle altså ifølge fruen være mere tungnem for så vidt angår sociale relationer end de fleste andre mænd. Det er især lyttebøfferne, det er galt med. Det er som om, jeg ikke rigtigt orker at lytte, medmindre man taler med mig om noget, som interesserer mig. Eksempelvis naturvidenskab og matematik (oh tal – jeg elsker tal. Disse vidunderlige, eksakte størrelser som dog rummer så mange mysterier, at vi mennesker slet ikke er færdige med at aflure dem deres hemmeligheder). Skulle nogen forvilde sig ud i for mig meningsløse emner eller – oh skræk – smalltalk, får jeg som regel hurtigt drejet samtalen over mod noget, som jeg finder relevant, har jeg ladet mig fortælle. Det vil føre for vidt her at komme ind på alle konens ”klagepunkter”, men sikkert er det i hvert fald, at jeg endnu en gang vendte blikket indad og fik visse ”aha-oplevelser”.

 

På arbejdet opdager jeg undertiden, at jeg er den eneste, som griner over en hændelse. Omvendt kan det ske, at kollegaerne griner, og jeg ikke ved hvorfor. Det hænder, at jeg tror, jeg griner sammen med mine kollegaer, og det pludselig går op for mig, at de ikke griner med mig, men derimod af mig. Ikke at de er ondskabsfulde – bestemt ikke. Der er ikke tale om mobning. Det hænder bare, at jeg er morsom uden selv at vide det. Jeg har en tendens til at rette folk (også mine chefer), hvilket jeg indtil for nylig mente var en ganske naturlig ting at gøre. Jeg mener: Hvis nogen “ligger sig ned”, bliver jeg da nødt til at “hjælpe” dem og gøre dem opmærksom på, at det hedder: “lægger sig ned”. Man kunne jo heller ikke drømme om at “sidde sig ned”, vel? Folk blev irriterede og fortalte mig venligt men bestemt, at de ikke havde behov for min “hjælp”. Jeg for min part gjorde så opmærksom på, at hvis de ikke ville rettes, kunne de jo bare lade være med at lave fejl (sådan lidt spøgefuldt ment). Det faldt vist ikke i god jord. På et tidspunkt fik jeg den idé at opsøge hjemmesider med diverse ASF-tests, og her var der voldsomme udslag på alle parametre.

 

Min tredje kone er meget støttende, og jeg nærede ingen frygt for, at hun ville forlade mig, såfremt jeg skulle få en diagnose af den ene eller den anden art. Jeg tog mig sammen, blev henvist til en psykiater (det syntes min læge var en rigtig god idé), og jeg fik således i en alder af 59 år en Asperger-diagnose. Bedre sent end aldrig formoder jeg. Og hvordan har jeg det så med, at diagnosen blev stillet i så høj en alder? Jeg er lidt ærgerlig, tror jeg. Jeg klarer mig jo ganske godt, og jeg kan ikke rigtig se, at der på noget tidspunkt i mit liv skulle have været brug for særlige foranstaltninger i mit tilfælde, så på den led er det jo sådan set ligegyldigt, om jeg har diagnosen eller ej. Men det kunne altså ikke desto mindre have været rart at have en god forklaring på mine særheder fra starten af. Deraf ærgrelsen. Nu har jeg så en forklaring, og jeg tror, at det, det betyder for mig, er, at jeg så at sige har vundet retten til at være den sære person, jeg nu engang er. Jeg tror næsten, at jeg i nogle sammenhænge er blevet mere ”Aspergersk”, fordi jeg ikke længere synes, jeg behøver at forstille mig. Det var så måske ikke lige den udvikling, min kone håbede på, da hun foreslog en udredning.

 

Jeg har forresten hørt om personer med Asperger-diagnosen, som i deres barn- og ungdom har lidt den tort at blive tildelt øgenavnet ”asparges”. Hvem ved? Måske er jeg alligevel ikke en heldig kartoffel, når det kommer til stykket? Jeg er måske en heldig asparges?

  1. Tak, Peter! For at ville fortælle om dit liv. Uanset hvad fandtes diagnosen Aspergers Syndrom heller ikke før midt i 90’erne i Danmark. Men som du selv skriver bedre sent end aldrig mht. at have fået den som 59-årig. Og man har nu også lov til at være heldig en gang imellem, ikk’ ?

    Jeg vil ønske dig fortsat god arbejdslyst som suppleant i vores bestyrelse!

  2. Det er fuldt ud rigtigt at diagnosen Aspergers syndrom først kommer på diagnose listen før midt 90’erne, men inden da, midt/slut 70’erne arbejde, blandt andet Ph.d. professor emeritus Niels Michelsen, med diagnosen MBD (minor brain damage/dysfunction) som idag dækker over ADHD/ADD mm.
    Så dybest set er der blevet diagnosticeret med tidligere versioner af Aspergers og ADHD/ADD

  3. Nana Mirja Sønder Gjaldbæk

    WOW!
    Jeg har en aftale hos en psykiater i morgen tidlig, hvor jeg skal have en udredning for netop Aspergers.
    Og jeg var bange… Gik ind her på siden, læste lidt og faldt over din fortælling. Jeg slugte den i én mundfuld! Hvor er det vildt så mange lighedspunkter jeg ser mellem dit om mit liv.
    Da jeg gik på HF, blev læreren i kemi/fysik træt af mig, fordi jeg rakte hånden op og spurgte: “Hvis kernen i et atom er positivt ladet, og elektronerne der svæver om kernen er negativt ladet, hvorfor tiltrækker de så ikke hinanden?”
    Og i biologi hvor en anden lærer forklarede, at vands massefylde er størst ved 4 grader celsius, rakte jeg igen hånden op, for at stille det åbenlyse spørgsmål: “Hvorfor er det tungest ved 4 grader celsius?” Her fik jeg at vide, at hvis jeg kiggede på grafen, kunne jeg se, at det netop er ved fire grader, at vandet er tungest. Han forstod ikke engang mit spørgsmål.
    Og endnu engang i geografi, hvor jeg spurgte om hvorfor jorden hælder 23,5 grader om sin egen akse?
    I matematik gik det helt galt, da læreren sagde, at der ikke fandtes nogle løsninger til den andengradsligning hun havde skrevet på tavlen, hvortil jeg spurgte, om der ikke var noget med imaginære tal og sådan… (noget jeg havde hørt ældre brætspilsvenner fra DTU tale om, men som jeg ikke forstod en dyt af selv).
    Hurtigt blev det klart for alle, at “hun jo bare stiller dumme spørgsmål for at virke klogere end os andre og for på den måde at fedte sig ind på lærerne”. Det havde så den modsatte effekt skulle jeg hilse og sige. De hadede mig. Allesammen. Både lærerne, mine klassekammerater og endda rektor. Hun kiggede på mig til et af vores utallige fraværdsmøder og sagde ligeud, at hun glædede sig til at jeg var videre i systemet.
    Jeg bestod mine eksamener med den højeste fraværsprocent og det højeste gennemsnit i klassen.

    Nu er jeg 34 år, og lige blevet mor til en lille søn. Sandhedens time er inde, og jeg har brug for at vide, hvorfor jeg så ofte kommer skævt ind i kollegagrupper, studiegrupper og andre sociale sammenhæng.
    Tak for din historie Peter, den skaber mod og håb hos mig.
    – Nana

    • Hvis min historie på den måde kan bidrage med noget positivt, ja så er jeg glad. Tillykke med den lille og held og lykke med alt det andet!

  4. HA! (udbrud og ikke rockerklubben) jeg er vild med din tekst og dit syn på verden.
    Jeg har for nyligt fundet ud af at jeg er autist (jeg har i mange år gået og troet at jeg var snedker, så der kan man bare se) ja hvilken slags ved jeg faktisk ikke. Men min psykiater siger altså at jeg har autisme. Du skriver, at du har opfattet din humor som anderledes. Sådan har jeg også altid følt det. Jeg har en Joke, synes jeg ihvertfald selv, som ingen andre end jeg selv, nogensinde har grint af. Jeg har ellers fortalt den mange gange. “Der findes ikke dumme spørgsmål, kun dumme mennesker”. Det sjove er at det er rigtigt. Jeg kan ikke ikke helt udelukke, at det er en dårlig joke, uanset hvor mange diagnoser man har, men i min verden er det et lille strøg af genialitet.
    jeg bliver ved at fortælle den! og hvem ved, måske er der nogle som griner en dag

    • “Der findes ikke dumme spørgsmål, kun dumme mennesker” – he he. Det er synd, du ikke var til stede, da jeg læste den. Men så må du må jo nøjes med, at jeg forsikrer dig om, at jeg grinede!

      • “Der findes ikke dumme spørgsmål, kun dumme mennesker” er straks tilføjet til mit eget repertoire 😀

  5. Der var så ikke ret meget jeg ikke kunne nikke genkendende til og gud hvor har ting været bøvlet undervejs.
    Men vi er gode, og kommet godt ud på den anden side.

    Og som tillæg til en at de andre kommentarer:
    “Der er intet der er bare, undtagen for den der ikke skal gøre det selv” eller
    “Vejret har aldrig været værre end vejret har været værd at være i, så lad vejret være, hvad vejret være vil”

    Hvorfor kan folk ikke forstå at mord ikke er mere ulovligt end at gå overfor rødt. Begge dele er ulovligt.
    At alvorsgraden så er forskellig og at konsekvensen er forskellig og at man gør forskelligt ud af det, det er så noget andet. Begge dele er ulovligt.

    Men i hvert fald tak for din historie……. (PS. Du kom aldrig tilbage til det med primtallene)

    Jeg kan så desværre ikke prale at at have været gift flere gange, men har så til gengæld været i en rigtig “catfish” situation.
    Her med fabrikerede billeder og ‘opfindelser’ osv. men vist også meget sandt. Hvem ved??

Skriv et Svar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *. For at undgå spam mv. skal alle kommentarer godkendes før, at de offentliggøres her på siden. Kommentarer fra falske email-adresser bliver ikke godkendt.