Jeg er en 47-årig mand, der først for et halvt år siden blev diagnosticeret med Asperger syndrom. Årsagen til, at jeg opsøgte en diagnose, var en årelang nysgerrighed efter at finde årsagen til, hvorfor jeg har haft et yderst omskifteligt funktionsniveau alt efter sammenhængen samt en række udfordringer med blandt andet ansigtsblindhed, eksekutive funktioner, motorik, alexithymia, forstyrrelser af rutiner, stedsans/læsning af kort, hyperempati og relationsdannelse.

Min klare opfattelse var, at jeg havde Aspergers syndrom, og der var vist heller ingen i min familie eller omgangskreds, der nogensinde havde været i tvivl. Fra jeg lærte mig selv at læse, da jeg var 5-6 år gammel og desuden som barn talte antikveret, som om jeg fremsagde replikker fra en gammel film, stak jeg ud fra den øvrige del af min familie. Denne anderledeshed fulgte mig gennem livet, og jeg har af mig selv, klassekammerater, medstuderende, lærere, undervisere, kærester og min øvrige omgangskreds altid været opfattet som en stereotyp asperger.

For tiden er jeg som alt for mange andre midaldrende aspergere langtidsledig. I forbindelse med udredningen bad damen på jobcenteret mig om at sygemelde mig, til der kom en afklaring, og denne sygemelding har jeg efterfølgende opretholdt, da jeg gerne vil have hjælp og støtte til at finde ny beskæftigelse. På dagpenge står man til rådighed for “det brede arbejdsmarked”, og det mener jeg ikke, at jeg gør. Til gengæld står jeg fuldt til rådighed for det smalle og asperger-venlige arbejdsmarked. Det kan bare komme an!

Mit CV viser nemlig, at jeg på baggrund af en kandidatgrad i et kulturhistorisk fag og en diplomuddannelse inden for specialpædagogik har udført en lang række specialiserede funktioner: Operainstruktion og planlægning af prøveforløb på landets største scener; bibliotekar på et universitetsbibliotek, medarbejder i en styrelse, borgerservicemedarbejder i en kommune, museumsmedarbejder/arkivar, talepædagog/specialpædagog, adjunkt på en professionshøjskole og senest en ansættelse som ph.d.-stipendiat. Ansættelserne har varet halvandet til fire år.

Mine ansættelser viser mine faglige styrker: Evnen til på kort tid at tilegne mig en rasende mængde viden og kompetencer, så jeg upåfaldende kan glide ind i meget forskellige jobfunktioner og virke faglig kompetent og autentisk. Denne måde at flytte rundt i arbejdslivet på har kunnet lade sig gøre, fordi jeg dels elsker at lære nye ting og dels er hyperempatisk: Jeg lærer hurtigt de faglige ting, og jeg får lige så hurtigt en intuitiv forståelse for den tavse viden, arbejdskulturen, forventningerne osv., der hersker på arbejdspladsen, og som betinger en succesfuld udførelse af jobfunktionen.

Disse to styrker er samtidig mine svagheder. Efter et stykke tid på den samme arbejdsplads begynder jeg at kede mig. Hvis der ikke er behov for, tid til eller mulighed for faglig udvikling, begynder mit blik at flakke, og jeg ser efter udgangen, så jeg kan prøve noget nyt. Og hvor hyperempatien er fremragende til hurtigt at danne arbejdsrelationer, betyder den for mig også, at jeg meget let bliver påvirket at folks stress, nervøsitet og negativitet.

Mine ansættelser er typisk stoppet ved, at jeg har sagt op efter en periode, hvor der har været for megen uro på arbejdspladserne; ikke omkring mig, men i det hele taget. Omstruktureringer, flytninger, fyringsrunder og lignende tiltag, der generelt skaber usikkerhed på arbejdspladser, har gjort det umuligt for mig at udføre mine primære jobfunktioner, og jeg har valgt at sige op.

Da mit arbejde næsten altid enten er eller bliver min altoverskyggende hobby og særinteresse, slår disse jobskifter hårdt og skaber altid tumult i mit liv. For tiden overvejer jeg derfor, om det ikke er bedre, at jeg får et job, der er virkelig kedeligt, men som jeg kan beholde en vis distance til og på den måde forhåbentlig forblive i ansættelsen. Hvis det lykkes, vil jeg i min fritid kunne koncentrere mig om andre interesser og projekter, som bare skal være mine egne. Jeg har for eksempel udkast til flere bøger, jeg gerne vil skrive færdige; undersøgelser, jeg gerne vil foretage i Rigsarkivets samling af patentansøgninger samt mødes med nogle flere mennesker i en sammenhæng, som ikke er arbejde eller studium.

Især det sidste, at danne og vedligeholde venskaber, er en af mine helt store udfordringer. Jeg fik første gang en jævnaldrende ven, som for øvrigt havde mange Asperger-lignende træk, da jeg gik i gymnasiet. Inden da havde jeg kun indgået i sociale relationer med voksne som fx naboer, lærere og ældre familiemedlemmer. Min første kæreste, som jeg fik, da jeg var 19 år, var sandsynligvis også asperger, men hverken han eller jeg var på dette tidspunkt klar over diagnosens eksistens eller vores fælles udfordringer ift. at danne relationer.

Senere kunne jeg konstatere, at hvor andre i forbindelse med studium eller jobs samlede et par venner eller bekendte op, som blev hængende, mistede jeg hele min sociale omgangskreds, hver gang jeg skiftede studium eller job. Et par ekskærester blev hængende nogle år, men forsvandt på et senere tidspunkt. Så selvom jeg har været gift med en utrolig udadvendt mand med en stor omgangskreds og et kæmpe netværk i snart otte år, er antallet af mine egne relationer begrænset. Først for fire år siden blev det mangeårige relationsvakuum punkteret, da jeg begyndte at gå til dans og ved et tilfælde stødte ind i en ung mand, der endnu ikke har ladet sig skræmme af min forholdsvis intense personlighed. Og ja,- han er vist asperger.

Udfordringen med sociale relationer og den usikre arbejdssituation var ikke desto mindre den primære årsag til, at min læge syntes, at det var relevant med en udredning, så jeg måske kunne finde nogle løsninger gennem denne nye indsigt, og jeg er heldigvis blevet klogere hver dag. Nye indsigter giver dog også nye udfordringer. Jeg er blevet langt mere bevidst om samfundets manglende forståelse og accept af, at ikke alle fungerer på samme måde. Arbejdspladser, familie, uddannelsesinstitutioner og ikke mindst jobcentervæsnet har i forskellige grader svært ved at rumme den diversitet, som blandt andre aspergere repræsenterer. Det havde uden tvivl været en fordel for mig at have fået diagnosen tidligere. Jeg er sikker på, at de mange studie- og karriereskift kunne have været om ikke undgået så i alle tilfælde begrænset.

Jeg vælger at se diagnosen som noget positivt og som en så væsentlig del af min personlighed, at jeg ikke længere vil skjule hverken excentriciteterne, udfordringerne eller manglerne, men heller ikke de mange styrker, evner eller positive kvaliteter, der kommer med den. Jeg vælger at omfavne diagnosen som en ven, der altid er med, nogle gange irriterende og højtråbende, andre gange som støtte og en enkelt gang imellem som en rigtig dårlig undskyldning. Jeg vælger Asperger syndrom som mit vare- og brændemærke med de positive og negative konsekvenser, det giver, for kun gennem min egen accept kan jeg forvente den samme af andre.