Når man henvender sig til kommunen…

Af: Emma Katrine Lyng Svensson

Jeg siger til kommunen at jeg har brug for hjælp
Og kommunen siger
At det kan de godt se
Og de siger
at de gerne vil hjælpe
Og jeg tænker
at det er godt

De spørger
hvordan de kan hjælpe
Og jeg forklarer
Og jeg tænker
at det er godt

Og de siger
at det går ikke
for politikerne har besluttet
at de ikke må hjælpe på den måde
og de siger
at de vil hjælpe
sådan som politikerne siger
at de må

Og jeg siger
at så er det slet ikke en hjælp
Og de siger
at det er det
Og de siger
at det er fordi jeg er autist
og intet nyt er godt nyt
Og de siger
at deres tilbud er en hjælp
og at det er en politisk beslutning
at det er en hjælp

Og jeg siger
at det er det ikke
Og de svarer ikke
for jeg er slet ikke kompetent til at mene noget om noget
Og jeg har læst på deres hjemmeside
at deres motto er
”I samspil med borgeren”
Og jeg forstår ingenting
Og jeg banker hovedet ind i en væg og jeg taber og jeg går i stykker

Og jeg forsøger at forklare
Og jeg skriver mails
Og jeg går til møder
Og jo mere jeg prøver
Jo værre bliver det
Og de synes
at jeg er på tværs og negativ
Og slet ikke taknemmelig nok
for den hjælp som de vil give mig
Og de synes
at det er et flot tilbud
Og jeg forstår ingenting

Og de siger
at vi skal holde møder og finde løsninger
Og jeg tænker
at det er godt
Og de siger
at vi laver en aftale og at det er en hjælp
Og jeg siger
at det synes jeg ikke
Og de svarer ikke
for det er slet ikke vigtigt
hvad jeg siger
især ikke
hvis jeg ikke giver dem ret

Og jeg siger
at jeg ikke kan holde det ud
Jeg siger
at deres sagsbehandling er et overgreb
Jeg siger
at de gør mig syg
Og de svarer ikke
for der står ikke noget i lovgivningen om
at jeg skal kunne holde det ud
Og de må gerne begå overgreb
så længe det er sirligt pakket ind
i paragraffer og faktisk forvaltningsret og orienteringer som ikke er afgørelser
Og hvis jeg er syg
er det regionens problem
Og regionen der betaler
Så det svarer de slet ikke på
Og jeg forstår ingenting
Og jeg banker hovedet ind i en væg og jeg taber og jeg går i stykker

Og min psykiater siger
at hun er bekymret
Og jeg siger nå
for jeg tror ikke på hende
Og hun siger
Jeg vil gerne indlægge dig
Og jeg siger
at det vil jeg helst ikke
Og hun svarer
at det enten kan være frivilligt eller med tvang
Og så siger jeg
at jeg godt vil alligevel

Og jeg er på et værelse
Som er hvidt og tomt og som minder mig om en garderobe i en børnehave
Bare uden flyverdragter
Og der kommer nogle sygeplejersker
Og de tager gummihandsker på
Og de roder mine ting igennem og låser min oplader inde
Og min kone spørger
hvorfor
Og de siger
at det ikke kan diskuteres
Og det er ikke et svar
Men det er det eneste svar vi kan få
Og jeg forstår ingenting

Og jeg skriver til min sagsbehandler
at de har gjort mig syg
Og hun svarer
at det ikke giver anledning til at ændre deres beslutning
Og jeg skriver til borgmesteren
Og han svarer
at han ikke kan sagsbehandle
Og jeg skriver til kommunaldirektøren
som siger det samme
Og jeg skriver til socialministeren
og hun har ikke tid til at svare
men en af hendes ansatte skriver
at det er kommunens ansvar
at jeg får en hjælp
som jeg reelt kan bruge
Og jeg tænker
men det får jeg jo ikke
Og jeg forstår ingenting

Og jeg siger til sygeplejerskerne og psykologen
at jeg ikke kan holde det ud
Og at jeg ikke forstår
hvordan de kan behandle mig på den måde
Og de siger
at sådan er systemet
Og at man jo må gøre det
som man får besked på af sin chef
Og at det ikke er hendes ansvar
Og jeg tænker
men hvis det ikke er sagsbehandlerens ansvar
Og det ikke er hendes chefs ansvar
Og det ikke er borgmesterens
eller kommunaldirektørens
eller socialministerens
hvis ansvar er det så?

Og jeg ville ønske
at jeg ingenting forstod
men jeg forstår
at hvis det ikke er nogens ansvar
er det heller ikke nogens skyld
Og det er det vigtigste
For ansvaret og medmenneskeligheden er blevet væk
Og ingen har tid
eller lyst
eller råd
til at lede efter dem
i labyrinten af regler og møder og mails
Og jeg banker hovedet ind i en væg
Og jeg går i stykker
Og jeg forstår
at jeg har tabt